Cristina, Portugal. 38 år 7
Men der var også mange andre ting, der var nye for mig. Et termometer, for eksempel. I Portugal mærker man straks, når man vågner, om det er en kold eller varm dag. Når det er koldt udenfor, er der også koldt i lejligheden. Her er der derimod også varmt indenfor, selvom det er en meget kold dag.
Jeg kan huske en morgen i oktober, hvor jeg cyklede med Vicente til børnehaven. Jeg var ved at dø af kulde, det var forfærdeligt. Den dag ville jeg virkelig hjem til Portugal igen! Da vi ankom, var mine hænder så stive, at jeg ikke engang kunne åbne bæltet på Vicentes cykelsæde. Jeg holdt dem under varmt vand i børnehaven. Pædagogerne sagde, at jeg skulle købe et termometer, så jeg kunne se, hvor koldt det er udenfor. De sagde også, at jeg skulle købe varmt tøj. Men hvilken slags tøj køber man? Jeg havde jo ikke forstand på det!
Alt var så nyt og anderledes, at jeg ikke engang vidste, hvilken slags mælk jeg skulle købe i supermarkedet. Alle kartoner lignede hinanden, syntes jeg. Jeg skulle også vænne mig til at cykle. Byen forekom mig kæmpestor, alt syntes at ligge langt væk.
Jeg skulle også vænne mig til, at børnene ikke får varm mad i skolen. I Portugal spiser vi varmt to gange om dagen. Martim kan stadigvæk ikke lide rugbrød og går derfor hver dag i kantinen, som de har på Utterslev Skole. Det er som sagt en meget god skole. Vi lod ham blive der, selvom vi skulle flytte et andet sted hen efter de første to år. Også Vicente er i mellemtiden begyndt der. Skolen var faktisk en af grundene til, at vi købte en bil, for vores nye lejlighed ligger for langt væk fra skolen, til at børnene kan cykle. Men de havde oplevet så mange skift, at vi ikke ville have, at de også skulle skifte skole. Så nu kører jeg dem igen.
Jeg har lært meget, men af den grund er jeg ikke blevet dansk. Det har jeg heller ikke lyst til. Danske kvinder går for eksempel lidt mere tildækket end vi portugisiske kvinder. De viser ikke meget barm, heller ikke om sommeren. I starten overvejede jeg, om jeg måske også burde klæde mig på en anden måde, men så tænkte jeg: „Nej, hvorfor? Jeg gør jo ikke noget forbudt." Et andet eksempel er, at jeg taler og ler meget højt. På et tidspunkt spurgte jeg mig selv, om jeg måske skulle ændre det og tilpasse mig den danske måde at tale på. Men så sagde jeg til mig selv: „Nej, jeg er portugisisk, og det vil jeg være resten af mit liv." Selvfølgelig vil jeg altid tilpasse mig de sociale normer. Jeg gør mit bedste, også på grund af mine børn, som ikke bryder sig om at være anderledes. De hader det for eksempel, når jeg taler eller griner højt, eller når jeg snakker med hænderne. Specielt Martim foretrækker, at vi holder lav profil ligesom danskerne. Men jeg synes, at det er vigtigt, at man bevarer sin identitet. Jeg elsker Danmark, jeg elsker at være her, men jeg er portugiser. Når mine børn leger udenfor, og vi skal spise, så har jeg ikke lyst til at gå ned for at hente dem. Jeg åbner vinduet og råber højt: „Martim! Vicente! ", ligesom man ville gøre i Portugal. Det er jo ikke forkert, det er bare anderledes.
Men det er vigtigt for os, at vi holder os til reglerne. For eksempel det med genbrug og affaldssortering, som jeg slet ikke kendte fra Portugal. Nu er jeg næsten blevet fanatisk og ville aldrig tillade, at mine børn kaster affald på gaden. Vi siger også alle de ting, som man ikke siger i Portugal: „Tak for mad, tak for sidst, tak fordi vi måtte komme …"