Cristina, Portugal. 38 år 6
Det med børnene var i det hele taget min største bekymring. Jeg havde det okay, Mario havde det okay, og Vicente var for lille til at have problemer. Men for Martim var det virkelig svært. Han var syv år og gik allerede i skole i Portugal. Nu savnede han sine skolekammerater, sine venner og sin familie. Han længtes også meget efter sin farmor og var ulykkelig i et helt år. Hver aften, når han skulle i seng, græd han. Det var forfærdeligt! Han kunne jo heller ikke bruge engelsk til at kommunikere. Han sagde: „Mor, jeg elsker dig og far og Vicente, men når jeg er 18 år gammel, flytter jeg tilbage til Portugal." Det var med vilje, at vi kom til Danmark allerede i juni, for på den måde havde vi hele juli til at finde en skole til ham. Det var meget forvirrende i starten, men til sidst var vi heldige og fandt en rigtig god skole i Utterslev. Den lå ikke langt fra Bispebjerg, hvor vi boede, og var ny med mange flotte bygninger. Skolen har en naturfaglig profil, men det første år gik Martim i en specialklasse for børn, der ikke kan dansk endnu. Problemet var, at 90 procent af børnene i klassen var fra arabiske lande, og at de i frikvartererne kun snakkede arabisk med hinanden. Martim blev meget forvirret, for han var ikke dansk, og han var heller ikke arabisk. Hvor hørte han til? Han kom hjem og sagde: „Mor, jeg vil ikke spise svinekød mere. Svin er snavsede dyr." Men portugiserne spiser svin hele tiden! Vi sagde til ham: „Så kan du heller ikke spise skinke mere, for skinke er svinekød." „Er det svinekød?" spurgte han. „Men jeg kan godt lide brød med skinke på!" Heldigvis var der også en brasiliansk dreng, som han kunne tale portugisisk med. Han blev Martims bedste ven.
Det blev nemmere for ham efter det første år. Han var hele sin første sommerferie i Portugal hos sin portugisiske familie. Bagefter startede han i en almindelig klasse med danske børn. Han var også stor nok til at se, at vores familie havde fået det bedre, for vi havde mere tid til at være sammen. Det er en af de største fordele i Danmark, synes jeg: Der er mere tid til familien. Vi har aldrig før haft så meget tid til os selv. I Portugal er man hele tiden sammen med bedsteforældrene eller med vennerne. Vi havde aldrig været kun os fire …
Mange danskere siger til mig: „Det lyder så dejligt at have en stor familie med flere generationer som i Portugal, hvor alle hjælper hinanden." Det er selvfølgelig også godt, men det er ikke kun godt. Det er også anstrengende. I starten var jeg selvfølgelig lidt bange, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle klare mig uden familiens hjælp. Hvad hvis der skete en ulykke? Hvad skulle vi gøre, hvis nogen blev syg? Men det viste sig, at man altid finder en løsning, og nu er jeg ikke bange mere.
Vi savner selvfølgelig vores venner og forældre, og derfor skal vi altid nå rigtig meget, når vi rejser til Portugal. Vi skal besøge mange mennesker og rejser hele tiden rundt fra det ene sted til det andet … Det er så anstrengende, at vi tit siger: „Ikke alt det igen!" Måske er jeg undtagelsen. Mange af mine portugisiske venner savner solen og maden og vennerne. De bliver ikke glade for Danmark og ender med at flytte tilbage. Men jeg er meget lykkeligere end før. Jeg har min familie samlet og behøver ikke at bekymre mig om fremtiden mere.
Her er også sikrere. Når jeg satte mig i min bil i Portugal, låste jeg for eksempel som en af de første ting dørene indvendigt. Jeg turde ikke gå alene i byen om natten, og børnene legede aldrig alene udenfor. Måske er det i virkeligheden slet ikke så farligt, men de portugisiske nyheder fokuserer meget på kriminalitet. Aviserne skriver hele tiden om overfald og røverier, og derfor beskytter man sine børn langt mere. Det var faktisk svært for mig at vænne mig til, at børnene er mere selvstændige i Danmark. Jeg kørte for eksempel altid Martim i skole, fordi jeg ikke ville drømme om at lade en dreng på syv år cykle alene. Lærerne sagde til mig, at det var unødvendigt, og at Martim godt kunne selv. Også Martim tiggede: „Mor, jeg vil ikke have, at du kører mig. Jeg vil gå selv i skole ligesom de andre børn." Til sidst fik han lov, men ikke før jeg købte en mobiltelefon til ham. Han måtte love at ringe til mig, hver gang han var nået frem. Det var svært for mig at slappe af.
Det var nemmere med Vicente, fordi han var yngre. Vi fik hurtigt en børnehaveplads, og børnehaven var super. Det er utroligt, hvad børn får lov til i Danmark. De sover udenfor, de må klatre i træerne, og de må selv skære grøntsager. I Portugal ville man aldrig give børn lov til at røre en kniv. Man ville heller ikke gå udenfor, når det er dårligt vejr. Her leger børnene endda udenfor, når det regner! Jeg var så imponeret.
