Kampen om Christiania
De mennesker, der er flyttet ind på Christiania, er meget forskellige: Der er både unge familier, udlændinge, minoriteter og mennesker, der har svært ved at klare „normale" liv. Fælles for alle er, at de ønsker frihed til selv at bestemme. Ellers er deres ønsker meget forskellige. Nogle er idealister og vil gerne starte et helt nyt liv, mens andre vil have lov til at være narkomaner eller arbejdsløse uden at blive fordømt. Men hvad er vigtigst for et samfund: den enkeltes frihed eller ansvaret over for fællesskabet? Et spørgsmål, der stadig diskuteres på Christiania i dag. I 1973 beslutter regeringen at gøre Christiania midlertidigt lovligt ved at kalde stedet et „socialt eksperiment". Denne status giver christianitterne lov til at blive på området i tre år mere. I den periode skal der laves en idékonkurrence om, hvad området skal bruges til i fremtiden. Men konkurrencen bliver hurtigt droppet igen af regeringen. I stedet beslutter Folketinget, at Christiania skal lukkes senest 1. april 1976, og christianitterne skal hurtigst muligt lægge en plan for at flytte ud. Alligevel fortsætter christianitterne med at renovere boliger og skabe kollektive butikker, værksteder, børnehuse, fællesbad og miljørigtig sortering af affald. Jo bedre alting fungerer, jo sværere vil det være at lukke Christiania, tænker de. En gruppe kendte musikere udgiver i 1976 en støtteplade for Christiania. Pladen bliver en stor succes med blandt andet nummeret I kan ikke slå os ihjel, som senere bliver optaget i den danske højskolesangbog. Sangens omkvæd er: „I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv." Hver gang presset udefra for at lukke Christiania er vokset, har christianitterne stået sammen og kæmpet imod. De er også gode til at engagere aktivister uden for Fristaden. Debattører, kunstnere, studerende og beboerforeninger støtter Christiania, og christianitterne beslutter sig for at starte en national kampagne, som skal redde Fristaden. Man laver plakater og arrangerer foredrag, og den offentlige mening begynder at rykke sig til Christianias fordel: Der er ikke længere flertal i befolkningen for at lukke Fristaden. Christianitterne planlægger en kæmpe fest, som skal begynde 1. april 1976 og vare i to uger. Målet er at have 10.000 gæster på dagen, hvor politikerne har bestemt, at Fristaden skal ryddes og lukkes. Både højtuddannede idealister og arbejdsløse narkomaner flytter ind på Christiania. På dette foto fra 1973 er det lærer på arkitektskolen Per Iversen Løvetand med sin kone Vibeke og deres datter Sirka, som er det første barn, der er født på Christiania. Christiania-plakat fra 1976. Christiania overlever DEL Som dagen nærmer sig, stiger nervøsiteten og spændingen: Vil regeringen rydde Christiania med magt? Få dage inden 1. april ombestemmer politikerne sig. De kan se, at en rydning vil være umulig med så mange mennesker i Fristaden, og de beslutter i stedet at lukke Christiania på et andet tidspunkt. Den 1. april 1976 skinner solen, mens 20.000 mennesker marcherer fra Christiania mod Københavns Rådhusplads. Herfra går turen videre til Christiansborg for at markere den store triumf. Politikerne er i tvivl om, hvad de skal gøre. Nogle vil stadig have Christiania lukket og ryddet, nogle vil „normalisere" Fristaden, og andre vil lade christianitterne selv bestemme. Den 1. juni 1979 beslutter regeringen, at Christiania kan fortsætte, indtil staten skal bruge området til noget andet. Christianitterne vil i så fald få seks måneders varsel om at flytte. Det er en kæmpe sejr for Fristaden.
Efter flere år med trusler om lukning ser tingene mere lovende ud. En lang periode med kampe mod regeringen og kommunen er overstået. Men dermed ændrer fællesskabet sig også. Hvor christianitterne før har stået tæt sammen mod trusler udefra, opstår der nu problemer internt. 1980'erne bliver et voldeligt årti, hvor narkotika og kriminalitet sætter sammenholdet på Christiania under pres. Demonstrationen på Københavns Rådhusplads 1. april 1976.
